Den danske YouTube-mor “Karen”, der efterlyser den udenlandske fader til hendes søn August, er i virkeligheden 27-årige Ditte Arnth Jørgensen, som er i gang med at uddanne sig som skuespiller (Kilde: Bt.dk). Med over 750.000 visninger på YouTube må viralprojektet siges at være vellykket – eller hvad synes du?

Her kan du se YouTube-videoen det hele startede med

Godt skuespil, ikk? Jeg ved ikke, om Ditte Arnth Jørgensen selv er kommet på ideen eller hvad formålet præcist har været – men overordnet set må vi antage, at man har opnået det man ønskede: Eksponering. Er det klogt at spille på folks føleleser og på den måde få dem til at sende et budskab videre? Ja helt sikkert, hvis budskabet er reelt vel at mærke. Efter at videoen med Ditte Arnth Jørgensen er blevet “afsløret”, står der dog en masse mennesker tilbage med en skuffelse – en skuffelse, der meget hurtigt fylder en del på internettet.

“Karens” gæstebog og kommentarfelterne på YouTube er eksempler på steder, hvor utilfredse og skuffede folk giver udtryk for deres meninger om den falske video. Er det så, i dette tilfælde, klogt at spille på folks følelser i et forsøg på at skabe eksponering? Min holdning er indtil videre: Ja! Men hvorfor kun indtil videre? Jo, succesen af dette ret vovede PR-stunt afhænger – i mine øjne af – bl.a. af, hvor meget dårligt omtale, der ender i søgemaskinerne når man googler eks. “Ditte Arnth Jørgensen“, eller muligvis andre navne der senere kan kobles til dette viralprojekt. Kritik i en gæstebog og kommentarfelter på YouTube vil typisk ikke have den samme skadelige effekt, som en masse negative artikler i søgeresulaterne. 

Denne snak bringer et nyt spørgsmål med sig: Er dårlig omtale bedre end ingen omtale? Spies’ citat er en klassiker, der dog i mine øjne ikke har den helt store rigtighed og berettigelse – især ikke efter Internettets gennembrud. Dårlig omtale på nettet er virkelig noget, man skal prøve at undgå – det kan blive hængende i utrolig lang tid.

Herfra skal der indtil videre lyde en faglig klapsalve til Ditte (såfremt det er hende der står bag) – omend jeg selv sprang i med begge ben, og sendte videoen videre i god tro. Jo, man bliver sku lidt skuffet!! Udfra et etisk synspunkt venter jeg med at reagere, til jeg ved hvem bagmændende er. Viser det sig eksempelvis, at folkene bag videoen er en nonprofit-virksomhed som oplyser om prævention, og at budskabet bag kampagnen er, at vi alle bør du dyrke sikker sex, vil jeg betragte det på én måde. Er det istedet Ditte Arnth Jørgensen der blot vil skabe lidt fokus på hendes skuespillertalenter, vil jeg betragte det på en helt anden.

Lad mig høre hvad du mener?

Update d.13/9 kl.19.29: VisitDenmark står bag kampagnen!

Læs artiklen fra TV2 her: VisitDenmark bag løgn på YouTube. Jeg tror ikke denne kampagne får den effekt, som VisitDenmark havde håbet på. Tværtimod faktisk. Jeg tager stadig hatten for kampagnen på et professionelt plan – det er sku da en succes med over 750.000 visninger på YouTube på blot 4 dage! – men som menneske derimod har jeg især en dårlig smag i munden over, at have sendt videoen videre til mine venner og bekendte fra udlandet, som nu højest sandsynligt opfatter Danmark som et utroværdigt land. Det var vel ikke meningen med kampagnen, VisitDenmark?

Update d.14/9 kl.12.03: VisitDenmark har nu fjernet videoen

Jeg har lagt videoen op igen – den er bare uploadet af en anden person, hvilket blot betyder at antal visninger ikke helt stemmer.